Uddrag af årsrapport fra DSS

Et ultralydsapparat af simpel konstruktion, Rat-I-Cator med en frekvens på godt 30.000 Hz, blev i 1976 testet i et laboratoriemiljø hos Statens Skadedyrslaboratorium i Danmark (DSS).


Testen blev inddelt i fire faser:

Fase 1: I perioden 27.-29./1 var ultralydsapparatet i rum 521 slukket, og rotterne kunne bevæge sig frit mellem de to identiske rum (520 og 521) for at akklimatisere sig. I begge rum var der identiske fødeforsyninger.

Fase 2: Mellem den 30/1 og 5/2 var den elektroniske museskræmmer tændt uden nævneværdig afskrækkende effekt på rotterne. Dog observerede man en tydelig tendens til øget fødeindtagelse i rum 520.

Fase 3: I perioden 6/2 til 10/2 blev ultralyden i rum 521 forstærket med yderligere et apparat. Dyrenes fødeindtagelse i apparatrummet blev derefter reduceret med 80 % sammenlignet med fase 1 (tilsvarende stigning i rum 520!). Dette må anses for positivt, særligt med tanke på, at teknikken i 1976 stadig var relativt ny uden nogen form for randomiseret lydvariation!

Forudsætningerne ændres
Fase 4: I tre dage, fra 11/2 til 13/2, ændrede man det oprindelige formål med forsøget. Maden i rum 520 blev fjernet. Dermed ændrede man testforsøget,

• fra at undersøge et ultralydsapparats afskrækkende effekt,
   til i stedet at udfordre forsøgsdyrenes primære instinkt; at overleve.

Hvis der i forsøget ikke er mulighed for at vælge det rum med mindst lydforstyrrelse, hvilket et dyr i frihed altid gør, så har skadedyrene intet andet valg end at spise for at overleve, uanset støjen i rum 521!

Sammenfatning (der er to mulige konklusioner, afhængigt af hvordan man ser på det!?) Læs DSS’ sammenfatning!

1. Denne elektroniske museskræmmer, der repræsenterer tidlig teknik, har en relativt god effekt (80 % forbedring), når det gælder om at skræmme skadedyrene væk (fase 1-3).

2. Museskræmmeren har ingen effekt, når det gælder om at skræmme skadedyrene væk (fase 4).

Af uforklarlige årsager valgte DSS alternativ 2, hvilket kan synes mærkeligt.

Følger ikke videnskabelig praksis ifølge forskere på KTH
Helt at ændre forudsætningerne for forsøget, som Statens Skadedyrslaboratorium gjorde, midt i et igangværende forsøg, strider mod videnskabelig praksis. Muligvis ville man kunne opdele testen i to særskilte forsøg og derefter foretage en sammenfatning for hver af delene. Men det gør DSS ikke; man vælger i stedet den del, som fremviser det mest negative resultat. Hvorfor?

Professor Bo Lindström ved Kungliga Tekniska Högskolan (KTH) i Sverige, som i denne sammenhæng på ingen måde påstår at have nogen kompetence inden for zoologi, har på vores anmodning undersøgt DSS’ testoplæg ud fra en rent teknisk synsvinkel, og han bekræfter manglerne i metodikken.

Formålet med testforsøget ændres under igangværende test.
Der er ingen lyddæmpende sluse i åbningen mellem de to
       testrum (se testen fra Bio-Acoustical Laboratories), hvilket ville
       eliminere risikoen for, at ultralyd lækker ind i det stille rum.
Der mangler strategisk placerede ultralydsmikrofoner i begge rum til
       at foretage måling af de reelle lydniveauer i forsøgsanlægget.
Endelig er de påståede forskningsresultater omkring ultralydsapparater
       ikke videnskabeligt dokumenterede og så gamle, at de ikke kan
       tillægges nogen værdi, når det gælder dagens elektronik.

Warszawa-gettoen om igen ifølge SLU
I en senere test fra 1994 er DSS gået bort fra ovenstående uvidenskabelige oplæg, men man opgav ikke ideen om at udfordre forsøgsdyrenes overlevelsesinstinkt. 
I det stille rum (520) øgede man populationen i forsøget fra 1976, fra 10 stk. brune rotter til 125 styk (!?), hvilket gav dyrene et areal på størrelse med en LP-plade at færdes på (30 x 30 cm). Denne trange plads er langt fra normal for rotter, hvilket bekræftes af professor Lennart Hansson ved Sveriges Lantbruksuniversitet SLU.
Under sådanne gettolignende forhold, hvor konkurrencen om fødepladserne må have været hård, er det let at forstå, at også dette forsøg gav negativt resultat. Menneske i Warszawa-gettoen under anden verdenskrig trodsede også faren udenfor, bare for at få lidt mad..!

Forskellige effektivitetskrav til rottegift og elektronik
DSS’ testmodel vidner om et 100 % effektivitetskrav til elektronisk bekæmpelse. Ved test af rottegift stiller man betydeligt lavere krav, både når det gælder mortalitets- og resistensrater, for at produkterne skal blive godkendt. Man spørger sig igen, hvorfor?

At teste elektroniske museskræmmeres afskrækkende effekt ved at installere foderstationer i rummet med ultralydsapparatet og forvente et 100 % musestop er omtrent lige så begavet som at montere en tyverialarm i sommerhuset og derefter meddele i lokalpressen, at man opbevarer 100.000,- i kontanter i huset…….!

DSS har ikke testet elektroniske museskræmmere i 12 år
Ved henvendelse til DSS oplyser deres medarbejder Jens Lodal, at den seneste test man udførte var i 1994, et år hvor DVD-teknikken dårligt nok havde forladt tegnebrættet. Ifølge instituttets dokumentation har man frem til 1994 kun udført 11 tester af ultralydsapparater – en præstation som næppe gør det berettiget for DSS at kalde sig ”en autoritet inden for elektroniske skadedyrsskræmmere”.".

I lyset af hvor hurtigt dagens tekniske udvikling foregår og hvor få tester Statens Skadedyrslaboratorium i Danmark gennem årene har udført, kan man tvivle på, om DSS overhovedet har nogen viden om elektronisk skadedyrsbekæmpelse.
Når man trods dette, med henvisning til ikke videnskabeligt dokumenterede tester af ”forhistoriske” ultralydsskræmmere, i TV hævder sin spidskompetence på området, kan det kun betegnes som både pinligt og uhæderligt for en statslig institution.

Det kan her være på sin plads at kommentere offentlighedens og mediernes åh så almindelige fordomme om markedsledende virksomheder og statslige institutioner med citatet:

Velorganiseret uvidenhed tolkes desværre ofte som klogskab.
Anon

Copyright © 2006 R.P. Båth
AB Soveco International – står for miljøvenlige beskyttelsesprodukter til mennesker, huse og haver